Også kram til dig! Jeg går snart ind i 3. år som fraskilt, og det er dermed blevet min hverdag – men dit indlæg fik mig til at huske, hvordan det var i starten – opturen over, at man selv bestemmer – det fede ved at kunne tage på en spontan tur ud af huset med ungerne, spise koldskål til aftensmad (selvom min søn nu ikke synes, det er ordentlig mad 
og sove alle sammen i min seng (hvilket vi altså stadig gør – så dejligt at være fyld i en børnesandwich :-).
Man vænner sig til den nye situation med halve børneliv og bliver nødt til at acceptere den, for at kunne få et ok liv. Men jeg er stadig ked af, at jeg ikke kunne finde ud af et liv med børnenes far. Dels skal man undvære dem, og dels finder man aldrig en anden person, som synes de er så fantastiske, som mor og far gør. Savner ofte en at dele oplevelserne med ungerne med. Heldigvis har min eksmand og jeg et godt forhold og en god kommunikation omkring ungerne og når de f.eks er på ferie med ham, sender han mig et par billeder og lidt info og jeg gør det samme. Det betyder rigtig meget på den måde at kunne følge med i deres liv, mens de er hos den anden forældre – både for ungerne og os.